Fraflytninger i den almene boligsektor 2020

I 2020 er der 77.671 eksterne fraflytninger i den almene boligsektor. I gennemsnit er der 6.473 fraflytninger om måneden i 2020 med den højeste fraflytningsaktivitet i august måned viser en ny temastatistik fra Landsbyggefonden.

Antallet af fraflytninger er højest i familieboliger, som også udgør 86 pct. af boligerne i den almene boligsektor. Fraflytningsprocenten er til gengæld markant højere i ungdomsboliger, 40,4 pct., sammenlignet med familieboliger, 10,6 pct. I knap 30 % af de fraflyttede boliger har beboernes lejekontrakt varet 2-5 år.

Generelt er fraflytningsprocenterne højest i Region Nordjylland og lavest i Region Hovedstaden. Fraflytningsprocenterne er højere i boliger med 1 værelse, boliger under 61 m2 og i de nyere almene boliger fra 2000 og frem.

Temastatistikken baserer sig på de almene boligorganisationers registreringer af fraflytninger i Huslejeregistret. Boligafdelingernes fraflytningsprocenter indgår som centralt nøgletal i boligorganisationernes årlige styringsdialog med kommunerne.

Bagerst i statistikken indgår en oversigt over fraflytningsprocenterne i de enkelte kommuner.

Temastatistikken har sammen med fondens øvrige statistikker og analyser bl.a. til hensigt at være en hjælp i budgetlægningen, at bidrage til at udbygge referencerammen for forvaltningsrevision, herunder sammen­ligning, benchmark og effektivitetsopfølgning samt at bidrage til styringsdialogen mellem boligorganisationer og kommuner. 

Statistikken foreligger som en webpublikation og kan hentes på fondens hjemmeside https://lbf.dk/analyser/statistikker-og-analyser/temastatistikker/

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Center for Almen Analyse, Henning Kjær Rasmussen på 3376 2128, mail hkr@lbf.dk  eller Evy Ivarsson Nielsen på 3376 2126, mail eni@lbf.dk. 

Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN

Bent Madsen
Bent Madsen Adm. Direktør
Birger R. Kristensen
Birger R. Kristensen Sekretariatschef