Screen Shot 2017-06-01 at 13.52.58.png

Kampen mod ‘ghettoer’, 2000-2010

Da Byudvalget afsluttede sit arbejde i 1998 anbefalede det en række kvarterløft med det formål at vende den negative udviklingsspiral i udsatte byområder. Det skulle ske ved at rette helhedsorienterede indsatser mod afgrænsede bydele, og ved at inddrage lokale kræfter i bydelene. Indsatserne skulle finansieres af midler på tværs af forskellige offentlige sektorområder. Den første runde af kvarterløft blev gennemført i syv byområder i 1997-2002, mens anden runde fra 2002-2008 var rettet mod fem områder. Heraf var tre næsten rene almene boligområder: Vollsmose, Avedøre Stationsby og Brøndby Strand. Der blev desuden afsat 25 mio. kroner årligt til ‘Byer for alle’ i perioden 2000-2003, hvor fem udsatte boligområder i henholdsvis Høje Taastrup, Randers, Karlebo, København og Ishøj blev udvalgt til at indgå i en indsats med særligt fokus på integration og beskæftigelse.

Ordforklaringer

Boligafdelinger

Byggeri med boliger tilhørende almene boligorganisationer. En afdeling er økonomisk uafhængig af andre afdelinger og af boligorganisationen. En boligafdeling kan indeholde erhvervs- og institutionsarealer.

2
Omprioritering. I 2000 blev der igen lavet en lov, der tillod omprioritering i almene bolig­afdelinger. Omprioriteringerne muliggør støtte til boligafdelinger, der er plaget af fysisk nedslidning, økonomiske og sociale problemer samt høj flyttefrekvens. På billedet ses Brøndby Strand Parkerne, der har været plaget af problemerne.

Kendetegnende for boligpolitikken i begyndelsen af 00’erne er imidlertid, at staten indtog en mere tilbagetrukket rolle i de udsatte boligområder, og at de statslige midler blev færre [Fodnote 7]. Det boligsociale arbejde fik dermed sværere betingelser, og den motor, som blev startet med byudvalget, mistede kraft. Til gengæld fortsatte arbejdet med de fysiske renoveringer, for i 2000 blev der igen lavet en lov, der tillod omprioritering i almene boligafdelinger. Den muliggjorde støtte til boligafdelinger, der var plaget af økonomiske og sociale problemer, herunder høj husleje, høj flyttefrekvens, stor andel af udsatte beboere, vold, hærværk eller nedslidning af bygninger og friarealer. Loven indgik i den daværende regerings handlingsplan for bedre integration og resulterede i en samlet støtte på 220 mio. kroner årligt. Pengene blev primært anvendt til huslejenedsættelse og fysisk renovering, og i alt 102 boligafdelinger med ca. 23.000 boliger fik tilsagn om støtte i de efterfølgende år. Evalueringer af omprioriteringsloven viste, at beboernes tilfredshed med deres boligområde blev øget som følge af indsatserne.

I 2001 blev den socialdemokratisk-ledede regering afløst af en liberal-ledet regering. Den ny regering nedlagde By- og Boligministeriet, og i de følgende år kom der i stigende grad fokus på den etniske segregation på boligmarkedet. Fra politisk side lød det, at integrationen af flygtninge og indvandrere i 1990’erne var slået fejl, og retorikken ændrede sig i forhold til de udsatte boligområder. De blev nu betegnet ghettoer, og der blev vedtaget en række boligaftaler og gennemført tiltag, der alle havde til formål at bekæmpe ghettoiseringen på boligområdet. I resten af Europa fandt en tilsvarende udvikling sted.

4
Ghetto. I 00’erne kom der øget fokus på den etniske segregation på boligmarkedet, og retorikken ændrede sig i forhold til de udsatte boligområder. De blev nu betegnet ghettoer.

I 2004 fremlagde den daværende regering en ghettoiseringsstrategi, der blandt andet førte til nedsættelse af Programbestyrelsen. Den havde til formål at følge udviklingen i de udsatte boligområder og vurdere behovet for forandringer i de mest udsatte ghettoområder. Programbestyrelsen slog fast, at der skulle skabes grundlæggende forandringer af varig karakter i de truede områder. Blandt andet pegede bestyrelsen på det faktum, at en meget stor del af de danske børn og unge bor i de udsatte områder. I de udsatte boligområder er 1/3 af beboerne under 18 år, mens det kun er tilfældet for cirka 1/5 i boligmassen som helhed. Programbestyrelsen anbefalede, at områdebaserede indsatser skulle omdanne de monofunktionelle kvarterer, ændre beboersammensætningen, afprøve nye undervisnings- og uddannelsesformer, øge beskæftigelsen, skabe tryghed og forbedre naboskaber. Programbestyrelsen anbefalede endvidere, at de områdebaserede indsatser skulle suppleres med andre indsatser, der særligt rettede sig mod det enkelte individs muligheder og ressourcer.

5
Bortviskning. I evalueringer af de fysiske indsatser blev det konstateret, at der kunne spores et ønske om at ‘bortviske det oprindelige arkitektoniske udtryk’. Her i Vejleåparken skete det blandt andet efter ønsker fra beboerne. Ud fra en arkitektfaglig vurdering førte det dog til en arkitektonisk svækkelse.

De politiske ønsker om at komme problemerne i de udsatte boligområder til livs førte ikke kun til fysiske og boligsociale indsatser. De førte også til organisatoriske forandringer, der blandt andet havde til formål at ændre beboersammensætningen i  områderne. Der blev eksempelvis indført en salgsordning, der gjorde det muligt at frasælge boliger i problemramte boligafdelinger. 

Tanken var, at ressourcestærke familier skulle købe de almene boliger, så der blev en blanding af ejerformer og et socialt mix i boligområderne. Det politiske tovtrækkeri med henblik på salg af almene boliger var langt og stod ikke mål med det endelige resultat: Kun 62 almene boliger er blevet solgt efter forsøgssalgsordningen siden 2001 [Fodnote 8]. Det havde gennem årtier været svært at få ressourcestærke beboere til at flytte ind og bo til leje i de udsatte boligområder, og nu måtte politikerne til deres overraskelse konstatere, at de heller ikke ville købe sig ind i områderne.

Det politiske tovtrækkeri med henblik på salg af almene boliger var langt og stod ikke mål med det endelige resultat.

Mere virkningsfulde var regulerende udlejningsregler, eksempelvis indførelsen af fleksibel og kombineret udlejning. De har begge til formål at ændre et boligområdes beboersammensætning, idet reglerne forhindrer yderligere indflytning af svage beboergrupper i de mest udsatte boligområder, mens ressourcestærke familier prioriteres på ventelisterne. Som noget nyt begyndte den boligsociale sektor i samarbejde med stat og kommuner på den måde at favorisere den velfungerende middelklasse for at skabe en mere balanceret beboersammensætning. Der er store kommunale forskelle på brugen af udlejningsredskaber, da ventelister på boliger er en forudsætning for, at de kan bruges. 




En ny række fysiske indsatser, der også havde til formål at skabe en mere blandet beboersammensætning, begyndte at se dagens lys. Det skete eksempelvis i Vejleåparken, der er beskrevet nærmere i kapitel 4. Her blev der i forbindelse med en større renovering i 2004-2007 tilføjet en ekstra etage på nogle af bygningerne, og i de nye tagetager blev der indrettet nye boliger med store altaner og udsigt, og i udkanten af bebyggelsen blev der opført ældre- og ungdomsboliger. Med nye boligtyper var det således intentionen af tiltrække nye beboergrupper. I det hele taget står den fysiske renovering af Vejleåparken som et markant eksempel på de tendenser, der prægede periodens fysiske indsatser. Der blev anvendt omkring 1,5 mia. kroner på renoveringen af Vejleåparken, der tidligere var blevet renoveret ad flere omgange, men med denne renovering blev det gjort mere grundigt og gennemarbejdet. Samtidig blev den fysiske indsats suppleret med både sociale indsatser og 100 procents kommunal anvisning.

7
Social-mixing. Der er fokus på at tiltrække ressourcestærke familier til de udsatte boligområder for at skabe bedre balance i beboersammensætningen. Med det for øje planlægger Himmerland Boligforening at bygge ejerboliger midt i boligområdet på Blåkildevej.

Evalueringer af periodens fysiske renoveringer slog fast, at der i forhold til renoveringerne i 1980’erne og 1990’erne var ved at ske en gradvis bedring. Der var ved mange af de nye renoveringer anvendt betydelig bedre materialer end tidligere, og det blev vurderet, at mange af materialerne ville patinere smukt og modstå den daglige slidtage. Som Programbestyrelsen havde krævet, blev der i flere tilfælde skabt mere varige forbedringer. 

Med to boligaftaler i 2005 og 2006 kom der også for alvor gang i de boligsociale indsatser igen. Aftalerne, der blev indgået mellem Venstre, Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, dækkede perioden 2006-2010, og de åbnede op for, at 2,2 mia. kroner af Landsbyggefondens midler kunne anvendes til huslejenedsættelser og boligsociale indsatser i udsatte boligområder. Heraf er 1,2 mia. kroner anvendt til boligsociale indsatser [Fodnote 9] og 1 mia. kroner til huslejestøtte. Midlerne har støttet 162 boligsociale helhedsplaner rundt om i landet, og dermed blev 13 procent af lejerne i den almene sektor berørt af indsatserne.

Midlerne, der blev givet i perioden 2006-2010, pustede for alvor liv i det boligsociale arbejde igen oven på en tørkeperiode. Det går vi i dybden med i kapitel 3. Effektmålinger af periodens boligsociale indsatser dokumenterer, at de bidrog til, at beboerne kom i arbejde, at de i højere grad følte sig trygge i boligområderne, og at de var blevet mere tilfredse med aktivitetsniveauet i deres boligområde. Projektledere, forretningsførere og kommunale medarbejdere vurderede endvidere, at samarbejdet på tværs af sektorer var blevet bedre, og at der er en stor styrke i boligsocialt samarbejde mellem kommunale aktører og frivillige. Erfaringerne viste, at samarbejdet lykkedes bedst, når opgave- og ansvarsfordeling var klar og tydelig. Den ny indsats betød også, at kommunerne i stigende grad tog del i den boligsociale opgave, dog var der stadig store kommunale forskelle.

Samlet set kom både de fysiske og boligsociale indsatser op på en større klinge i løbet af 00’erne, og for første gang blev det dokumenteret, at de boligsociale indsatser bidrager til velfærden, når der investeres i beboerne og i boligområderne. Indsatserne batter, og der bør ikke længere være tvivl om, at de fysiske og boligsociale indsatser er berettigede.