Screen Shot 2017-06-01 at 13.52.58.png

Økonomisk kickstart og tegn på bedring, 2011-2017

I 2010 fulgte endnu en boligaftale, der havde som ambition at halvere antallet af ghettoområder. Til det formål blev der afsat 440 mio. kroner årligt til boligsociale indsatser og huslejestøtte i perioden 2011-2014. Indsatserne skulle have særligt fokus på at fremme trygge og stimulerende opvækstvilkår for børn og unge, at få beboerne tættere på uddannelse og arbejdsmarkedet, at forebygge kriminalitet og hærværk og at skabe bedre balance i beboersammensætningen. 

Til boligaftalen hørte en politisk definition af et ghettoområde, idet der blev udpeget tre ghettokriterier. For hvert kriterie blev der fastsat en grænseværdi, og hvis et alment boligområde med over 1000 beboere overskred grænseværdien inden for to kriterier, blev det defineret som et ghettoområde. Der blev vedtaget følgende kriterier og tilhørende grænseværdier: 1) Andelen af indvandrere og efterkommer fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent, 2) andelen af 18 til 64-årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 procent, og 3) antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer blandt beboere på 18 år og derover overstiger 2,7 procent.

2
Bygningsstrukturen. I nogle boligområder modvirker de fysiske og strukturelle forhold udviklingen af et godt boligliv. Her stueetagerne i Bispehaven i Aarhus.

På det grundlag blev 29 danske boligområder identificeret som ghettoområder i 2010, og siden er der hvert år lavet en ny opgørelse. Ghettolisterne har givet kommuner og boligorganisationer et yderligere incitament til at arbejde med indsatser, der sigter mod at skabe en mere blandet beboersammensætning, og som det vil fremgå i kapitel 5 er social mixing blevet et mål i mange fysiske renoveringer, samtidig med at der fortsat eksperimenteres med udlejnings- og anvisningsregler. Som et led i den udvikling er der sket en ændret tilgang til arbejdet med de udsatte boligområder, idet indsatserne i stigende grad får bystrategisk karakter. Det indebærer, at løsningen af boligområdernes udfordringer ikke alene betragtes som et internt anliggende, og at boligområdernes udvikling i stigende grad kædes sammen med udviklingen i omkringliggende bykvarterer. 

Samtidig med udmøntningen af ghettostrategien slikkede byggebranchen sårene ovenpå finanskrisen, der i 2008 havde sat en brat stopper for nybyggeriet. I 2012 blev der nedsat en tænketank, der skulle sætte fokus på bygningsrenovering. Tænketanken påpegede, at bygningsrenovering ikke tiltrak sig en opmærksomhed, der matchede aktivitetens reelle betydning og volumen. En opgradering af den eksisterende bygningsmasse var helt afgørende, hvis de energipolitiske målsætninger skulle efterleves, og tænketanken dokumenterede, at der i byggebranchen var langt flere beskæftigede med renovering end med nybyggeri [Fodnote 10].

3
Finanskrise. Økonomisk krise førte i 2008 til en opbremsning af nybyggeriet. I de efterfølgende år kom der øget fokus på bygningsrenovering. Det skete med henblik på at få gang i beskæftigelsen. En af de store renoveringer fandt efterfølgende sted i Albertslund Syd.

Også politikere fik øje på de beskæftigelsesmæssige potentialer, der gemmer sig i bygningsrenovering, og da regeringen med Vækstplan Danmark ville kickstarte dansk økonomi, blev der indgået en politisk aftale om at fremrykke og forhøje Landsbyggefondens investeringsramme. Med Boligaftalen 2010 bakkede et bredt flertal i Folketinget således op om at forøge den ramme, som Landsbyggefonden kan anvende til renoveringer: Udmøntningen af rammen i 2011 var på 6,5 mia. kroner, i 2012 på 11,0 mia. kroner og i 2013 på 6,0 mia. kroner. Af lovforslaget [Fodnote 11] fremgår det, at det skete med henblik på at understøtte beskæftigelsen. Landsbyggefondens støtte havde fået et volumen, så den ikke alene var et boligpolitisk instrument, men så den også havde vækst- og beskæftigelsespolitisk betydning.

4
Bygningsarv. Der er i stigende grad kommet fokus på, at almene bebyggelser udgør en væsentlig del af dansk bygningsarv. Ikke mindst bebyggelserne fra 1940’erne og 1950’erne udgør vigtige milepæle i dansk arkitektur. På billedet Milestedet i Rødovre.

Samtidig blev fokusområdet for de fysiske renoveringer udvidet, idet et stigende antal murede parkbebyggelser fra 1940’erne og 1950’erne indgik. Blandt denne periodes boligområder findes nogle af de fineste danske boligbyggerier, tegnet af verdenskendte arkitekter som Kay Fisker, Svenn Eske Kristensen, Edvard Heiberg og Palle Suensson. Udfordringerne i disse bebyggelser var da heller ikke af arkitektonisk karakter, men handlede om skimmelsvamp og om en boligstandard og -komfort, der ikke længere levede op til nutidens forventninger. Fra flere sider blev der peget på risikoen for, at renovering af bebyggelserne vil føre til tab af betydelige arkitektoniske kvaliteter, og kampagner, der beskriver 1940’ernes og 1950’ernes boligområder som vigtig dansk kulturarv, blev sat i værk.

Også det industrialiserede byggeri fra 1960’erne og 1970’erne er i flere sammenhænge begyndt at blive omtalt som kulturarv. Nye renoveringer skjuler ikke nødvendigvis bebyggelsernes oprindelige arkitektur, men insisterer på, at også disse bebyggelser rummer kvaliteter, som en renovering med held kan bygge videre på. Det har vist sig at være en frugtbar vej, da det har ført til nogle af de fineste renoveringer, vi har set. Blandt de gode eksempler er renoveringen af Milestedet i Rødovre, Sorgenfrivang i Virum og Gyldenrisparken på Amager. Renoveringen af Gyldenrisparken er oven i købet i 2012 blevet nomineret til verdens mest prestigefyldte arkitekturpris, Mies van der Rohe prisen, og samme år havde Gyldenrisparken royalt besøg af Prins Charles. Den slags skubber til fordommene og kan for alvor ændre et områdes renommé.

Det nye syn på de almene boligområders potentialer og kvaliteter betyder, at det ikke længere alene er boligområdernes problemer, der fylder i debatten. Måske kan det skabe en udvikling svarende til den, der tidligere fandt sted i byernes brokvarterer. Her startede opblomstringen netop med, at synet på boligområderne blev ændret, da de kvarterer, der i mange år var blevet betragtet som dybt problematiske og saneringsmodne, i stigende grad blev set som værdifulde kvarterer, der skulle bevares og byfornyes.

Nye renoveringer skjuler ikke nødvendigvis bebyggelsernes oprindelige arkitektur, men insisterer på, at også disse bebyggelser rummer kvaliteter, som en renovering med held kan bygge videre på.

Udviklingen af brokvartererne kan minde os om, at forandring tager tid. For brokvarterernes vedkommende tog det 40 år at gennemføre forandringerne, og problemerne i de udsatte boligområder lader sig heller ikke løse over natten. Det vil kræve en lang og vedholdende indsats, hvor der sættes ind med målrettede og bredspektrede tiltag, og hvor der holdes øje med udviklingen også mellem de enkelte indsatser. Det vil kræve tæt samarbejde mellem boligorganisationer og kommuner, og det vil kræve, at de lokale kommunalbestyrelser signalerer enighed om udviklingen og udviser politisk tålmodighed.

7

Udviklingen af brokvartererne skete ikke alene, fordi synet på bebyggelserne blev ændret. Der er gennemført omfattende byfornyelse på både bygninger og uderum i kvartererne, og på samme måde skal der gennemføres gennemgribende fysiske forbedringer i efterkrigstidens boligområder, hvis udviklingen skal vendes. Omvendt kan udviklingen af brokvartererne lære os, at det ikke alene er de fysiske og sociale indsatser, der skaber forandringerne. I brokvartererne har et generelt ændret syn på byen været en vigtig del af bykvarterernes optur. På samme måde er det ikke alene en indsats inden for de enkelte boligområder, men en samlet indsats i de pågældende forstadsområder, der skal skabe positive forandringer i de almene boligområder. De fysiske forandringer hænger uløseligt sammen med mentale forandringer. Vi skal ikke bare have ændret de fysiske og sociale strukturer i forstæderne, vi skal også have ændret dem i vores hoveder. Den del af øvelsen er ikke den letteste.