Screen Shot 2017-06-01 at 13.52.58.png

Problemerne spirer, 1974-1979

I løbet af 1970’erne var der imidlertid en række af de nye store bebyggelser, der kom i vanskeligheder. Fra politisk side havde der i 1960’erne været et ønske om at få opført store lejligheder, og i 1967 blev maksimumsstørrelsen for almene boliger sat op fra 110 m² til 130 m² for at dække behovet for familieboliger. De økonomiske forudsætninger på boligmarkedet ændrede sig i de efterfølgende år, og hjulpet godt på vej af inflation og skattefordele blev ejerboligen stadig mere attraktiv for mange danskere. De foretrak det private parcelhus med tilhørende have. Dermed blev udbuddet af store familielejligheder i de almene bebyggelser for stort, og flere afdelinger fik problemer med at udleje boligerne. 

På den baggrund blev reglerne for Boligselskabernes Landsbyggefond ændret ad flere omgange. Dels blev indbetalingerne til fonden øget, så den fik flere økonomiske muskler, dels fik fonden udvidet sit virkeområde, så den kunne yde støtte til flere formål end tidligere. Fonden gik således fra alene at kunne yde støtte til nybyggeri til også at kunne støtte de boligafdelinger, der var kommet i økonomiske vanskeligheder. Boligafdelingerne kunne eksempelvis søge om midlertidige driftslån med det formål at holde huslejen nede eller dække driftsunderskud på grund af udlejningsvanskeligheder. Fonden ændrede dermed formål. Oprindeligt skulle fonden medvirke til finansiering af nybyggeri, men gradvis blev opgaven med hånd­tering af byggeskader og finansiering af blandt andet renoveringer så stor, at det blev den dominerende aktivitet. Senere fulgte også finansieringen af boligsociale indsatser.

Ordforklaringer

Boligafdelinger

Byggeri med boliger tilhørende almene boligorganisationer. En afdeling er økonomisk uafhængig af andre afdelinger og af boligorganisationen. En boligafdeling kan indeholde erhvervs- og institutionsarealer.

Driftslån

Lån mod pant i ejendom til finansiering af supplerende driftsøkonomisk driftsstøtte i huslejestøtte- og kapitaltilførselssager. Rente- og afdragsfrie indtil videre.

2
Kritik. Jan og Ingrid Gehl var blandt de første til at kritisere arkitekturen i store montagebebyggelser som her Gellerupparken. De definerede ’det sociale synsfelt’, der havde en udstrækning på cirka 100 meter. De hævede, at når rummet overskrider den udstrækning, bliver det svært at orientere sig, og det kommer til at virke kedeligt, når de store afstande uden oplevelsesmæssige variationer skal tilbagelægges til bens.

I 1972 vedtog folketinget det såkaldte kakkelovnscirkulære [Fodnote 4], der begrænsede de almene boligers størrelse, og som samtidig fastsatte et rammebeløb, der skulle holde prisen nede. Men skaden var sket for de boligafdelinger, der havde opført de store og dyre familieboliger inden da, og op gennem 1970’erne kom stadig flere boligafdelinger i økonomiske problemer. Huslejen i de nye bebyggelser var høj, efterspørgslen på almene boliger var lille, og de børnefamilier, der have mulighed for at købe en ejerbolig, valgte de almene boliger fra. En boligpolitisk hvidbog advarede i 1976 om, at almene bebyggelser var ved at udvikle sig til bosteder for beboere, der befandt sig på laveste trin i det sociale hierarki.

Fra at have været synonym med det gode boligliv, blev livet i forstædernes etageboliger i stigende grad stigmatiseret.

Boligområdernes arkitektur kom under heftig kritik, og det forstærkede den negative udvikling. Kritikken var startet i USA, hvor postmoderne arkitekter kritiserede det rationelle tankegods, der lå til grund for efterkrigstidens byggerier, og omgjorde Mies van der Rohes kendte modernistiske slogan, ‘less is more’ til ‘less is a bore’. Mens den amerikanske kritik i høj grad var rettet mod forstædernes endeløse parcelhusudbygninger, var det primært montagebyggeriets parallelle rækker af boligblokke, der blev dømt kedelige og monotone i den danske debat. Kritikken blev blandt andet rettet mod de store asfalterede parkeringsarealer, de såkaldte vedligeholdelsesfrie uderum, og gentagelsen af de samme boligblokke, der ikke gav beboerne mange muligheder for at skabe personlig identifikation. Boligområdernes renommé tog skade, og hjulpet økonomisk på vej af skattefradrag og inflation valgte de mere ressourcestærke beboere de almene blokbebyggelser fra til fordel for ejerboliger. En negativ spiral var sat i værk.

4
Boligpræferencer. I løbet af 1970’erne begyndte de økonomiske forudsætninger på boligmarkedet at forandre sig. Inflation og skattefordele gjorde ejerboligen økonomisk attraktiv, og det private parcelhus med tilhørende have blev danskernes foretrukne boligform. Flere almene boligafdelinger fik problemer med at udleje store familieboliger.