Screen Shot 2017-06-01 at 13.52.58.png

Segregering og de første renoveringer, 1980-1992

Ved indgangen til 1980’erne opstod der nye udfordringer for de almene montagebebyggelser. Det blev for alvor klart, hvor eksperimenterende den omfattende industrialisering af boligbyggeriet havde været på det byggetekniske område. Helt nye produktionsformer, byggematerialer, konstruktionstyper og montageteknikker var blevet anvendt, og ikke alle eksperimenter var lige vellykkede. Det viste sig, da en lang række byggeskader opstod allerede en halv snes år efter, at bebyggelserne var blevet opført. Det handlede især om betonskader, der opstod, fordi betonen var for dårlig, og fordi armeringen var placeret for yderligt, og det handlede om utætheder i de flade tage. Begge dele krævede omfattende renoveringsindsatser. 

De mange byggetekniske problemer førte til etableringen af Byggeskadefonden i 1986 (gældende for støttet nybyggeri). Den politiske proces var startet med den såkaldte ‘tagsag’ i Albertslund Syd, der allerede i starten af 1970’erne fik problemer med utætheder i de flade tage. Beboerne måtte have spande stående i deres boliger for at opsamle regnvandet, og de demonstrerede højlydt og deponerede deres husleje i protest. Det førte til politisk bevågenhed, og i 1978 blev der vedtaget en lov, der gav staten mulighed for at give økonomisk støtte til at udbedre byggeskader. Dem viste der sig at være mange af, og politikerne søgte en ordning, der kunne reducere statens involvering. Statsstøtteordningen blev endeligt afviklet i 1990, og fra 1991 blev byggeskadefinansieringsordningen overført til Landsbyggefonden.

Ordforklaringer

Boligafdelinger

Byggeri med boliger tilhørende almene boligorganisationer. En afdeling er økonomisk uafhængig af andre afdelinger og af boligorganisationen. En boligafdeling kan indeholde erhvervs- og institutionsarealer.

Omprioriteringslov

Driftsstøttelov som efter ansøgning i en årrække nedsætter en boligafdelings kapitaludgifter bl.a. ved hjælp af løbetidsforlængelse og forøget statsstøtte i en periode.

2
Eufori. De store åbne plæner er blevet kritiseret, men for de beboere, der i 1970’­erne flyttede fra de mørke baggårde inde i byerne og ud til forstædernes nye bebyggelser, var det en euforisk oplevelse af lys og plads. Billedet er fra Axelborg i Horsens.

1980’erne var præget af en økonomisk krise, der ramte hele boligmarkedet og dermed også den almene boligsektor, og udlejningsproblemerne i den almene boligsektor tog til. De forudsigelser, som den boligpolitiske hvidbog havde fremført i 1976, holdt stik. Boligområderne var nemlig i stigende grad blevet hjemsted for beboere på overførelsesindkomst, indvandrergrupper, flygtninge og andre ressourcesvage befolkningsgrupper. Det blev slået fast af det såkaldte Winther-udvalg, der blev nedsat i 1984 for at efterse den almene boligsektor med henblik på en liberalisering af sektoren. Udvalget kom med en rapport i 1985, der konkluderede, at den almene boligsektor var gået fra at være leverandør af kvalitetsboliger til alle, til at sikre boliger til de svageste grupper i samfundet. Winther-udvalget påpegede endvidere, at der ikke var én årsag til problemerne i de udsatte boligområder, men at der var tale om et samspil af sociale, økonomiske og fysiske problemer, og boligområderne blev defineret som samspilsramte. Der opstod en erkendelse i dansk boligpolitik om, at der var behov for en målrettet indsats for at afhjælpe problemerne i de samspilsramte boligområder.

Kritikken af montagebyggeriernes arkitektur og de sociale problemer førte til et nyt syn på forstædernes byggerier. Fra at have været synonym med det gode boligliv blev livet i forstædernes etageboliger i stigende grad stigmatiseret. Samtidig var synet på boligkvartererne i de centrale bydele i bedring. Det kom blandt andet til udtryk, da saneringsloven fra 1969 blev afløst af en lov om byfornyelse i 1982. I stedet for at bortsanere bygningerne i de historiske bykvarterer skulle de udvikles og vedligeholdes, for byens boligkarreer blev i stigende grad set som en historisk værdi, der skulle bevares. Så samtidig med at forstædernes boligbebyggelser blev kritiseret og fik svære sociale problemer, blev synet på byens kvarterer langsomt ændret til det bedre. Forstædernes boligblokke overtog rollen som dystopi, og de utopiske forestillinger om livet i forstæderne blev lagt på hylden.

3
Samspilsramte. I 1980’erne blev de udsatte boligområder benævnt samspilsramte. Det skete i erkendelsen af, at problemerne i boligområderne ikke havde én årsag, men at der var tale om et samspil af sociale, økonomiske og fysiske problemer. Billedet er fra Gellerupparken under omdannelse i efteråret 2016.

Rapporten fra Winther-udvalget blev startskuddet til områdebaserede indsatser. Det blev gjort muligt, da rapporten i 1985 blev fulgt op af den første omprioriteringslov, der tillod, at almene boligafdelinger kunne omlægge deres lån og derved få frigjort økonomiske midler. Samtidig havde Landsbyggefonden fået udvidet sine muligheder for at støtte eksisterende boligbebyggelser, da staten i 1980 overtog støtten til nybyggeriet, mens Landsbyggefonden alene skulle fokusere på renovering og fornyelse af eksisterende bebyggelser. Indsatserne blev iværksat fra 1985 og frem til begyndelsen af 1990’erne, og de havde primært fokus på fysiske problemer. Det handlede om at afhjælpe byggeskader og forbedre de fysiske forhold, og bag de fysiske indsatser lå en antagelse om, at de fysiske forbedringer ville have en positiv indflydelse på det sociale liv og skabe ændringer i beboersammensætningen. De fysiske indsatser blev således betragtet som middel til at skabe sociale forbedringer i boligområderne og til at gøre områderne mere attraktive, så de ressourcestærke børnefamilier på ny kunne lokkes ind i boligområderne. 

De fysiske indsatser skulle suppleres med sociale indsatser, hvis der for alvor skulle gøres noget ved de basale problemer i de samspils­ ramte boligområder.

Evalueringer fra dengang pegede på, at de fysiske indsatser forbedrede boligforholdene i bebyggelserne [Fodnote 5]. Afdelingernes økonomi blev også bedre, da problemer med tomme lejligheder blev reduceret. De sociale forhold i afdelingerne blev derimod kun ændret minimalt, og på den baggrund slog forskerne bag evalueringen fast, at de sociale problemer ikke alene kunne løses ved hjælp af fysiske indsatser. De fysiske indsatser skulle suppleres med sociale indsatser, hvis der for alvor skulle gøres noget ved de basale problemer i de samspilsramte boligområder. 

Ved indgangen til 1990’erne var der dermed opstået en forståelse for, at forskellige typer af indsatser skulle spille sammen i løsningen på problemerne i de udsatte boligområder. Langsomt opstod der desuden en forståelse for, at de fysiske indsatser skulle være mere omfattende og af bedre kvalitet, hvis de skulle have en effekt og virke i længden.

5