Gå til hovedindhold
15-01-2026Ressourcer

Find jeres bygninger – og se risikoen for oversvømmelse

Det er nu blevet markant lettere at få overblik over, hvor udsatte almene bygninger er for oversvømmelse. Med nye data fra Landsbyggefonden kan alle zoome ind på konkrete bygninger med bolig i hele landet og se, hvordan de er påvirket af vand fra både oven, neden og siderne.

Klimaforandringerne betyder mere ekstremregn, stigende grundvand og øget risiko for oversvømmelser. Det rammer også den almene boligsektor.

Med rapporten 'Almen Klimakortlægning' har Landsbyggefonden tidligere offentliggjort en af Danmarks største klimascreeninger af bygninger. Screeningen omfatter ca. 92.000 almene bygninger med boliger og giver for første gang et landsdækkende, datadrevet overblik over klimaudfordringerne i den almene boligsektor.

Kortlægningen viser, at 75 pct. af den almene bygningsmasse – svarende til 89 pct. af boligerne – er klimaudsat i større eller mindre grad, når det gælder vand.

Nyt konkret værktøj til en voksende udfordring

Data fra Almen Klimakortlægning er nu implementeret i AlmenGIS, så man kan finde oversvømmelsesdata for alle almene bygninger ét sted.

AlmenGIS er et kortbaseret overblik over almene boligafdelinger, byggeafsnit og bygninger i hele landet. Med de nye data kan du klikke på en enkelt bygning og få detaljeret viden om, hvilke typer oversvømmelser den er udsat for.

Samtidig vises boligafdelinger nu som sammenhængende områder frem for prikker. Det giver et langt bedre overblik over boligområdernes størrelse og placering i forhold til vand. Kortet skifter automatisk visning, når man zoomer ind.

Fem typer oversvømmelsesrisici

Almen Klimakortlægning bygger på modelbaserede analyser med data fra bl.a. DMI’s Klimaatlas, Scalgo og KAMP. Der screenes for fem oversvømmelseskilder:

  • stillestående vand ved ekstremregn
  • strømningsveje ved ekstremregn
  • stormflod
  • overløb fra vandløb og åer
  • højtstående grundvand

En bygning betegnes som klimaudsat, hvis den rammes af mindst én af disse.

Data er offentligt tilgængelige

Et af hovedformålene med kortlægningen er at give boligorganisationer og kommuner et solidt, fælles beslutningsgrundlag. Med de nye data i AlmenGIS er der nu et konkret værktøj til at prioritere og målrette indsatser.

Opdateringerne er lagt live i AlmenGIS, og data er offentligt tilgængelige. 

AlmenGIS findes både i en offentlig version og i en version med login, hvor boligorganisationer også kan se deres sager med Landsbyggefonden. Begge versioner kan tilgås via Landsbyggefondens hjemmeside. 

Hvis du vil vide, hvor udsatte dine egne bygninger er, kan du gå direkte ind og udforske kortet her