Gå til hovedindhold
29-10-2026Søg støtte

Vil I etablere et seniorbofællesskab? Søg inden 1. februar – og hør mere på det kommende webinar

Der er åbnet for ansøgninger til en ny pulje på 500 mio. kr., der skal støtte etableringen af flere almene seniorbofællesskaber. Vil I have jeres ansøgning med i den aktuelle behandling, skal den indsendes inden 1. februar 2027.

Kommunerne har nøglen til støtten

Med den nye pulje kan der søges støtte til at etablere almene seniorbofællesskaber for personer over 55 år uden hjemmeboende børn. Der er afsat 500 mio. kr. frem mod 2031.

Det er kommunalbestyrelsen, der skal indsende ansøgningen til Landsbyggefonden. Derfor opfordrer vi boligorganisationer med planer om seniorbofællesskaber til at gå i dialog med deres kommune om mulighederne.

Med støtteordningen skal kommunen kun finansiere en tredjedel af grundkapitallånet. De resterende to tredjedele finansieres med midler fra Fonden for blandede byer.

Ansøgninger kan indsendes løbende

Første ansøgningsfrist til puljen er d. 1. februar 2027. Der er mulighed for at indsende ansøgninger løbende. Landsbyggefonden behandler ansøgningerne samlet ved de enkelte ansøgningsfrister.

Du kan skrive til adressen seniorbofaellesskab@lbf.dk

Læs mere om puljen og ansøgningsfristerne

Webinar: Bliv klogere på mulighederne

Tirsdag den 3. november kl. 10.00-10.45 afholder Landsbyggefonden et webinar om puljen.

Her gennemgår afdelingschef for bystrategi Anita Pedersen ansøgningsproceduren og de kriterier, Landsbyggefonden lægger vægt på ved tildeling af støtte.

Webinaret henvender sig til kommuner, boligorganisationer og andre med interesse for seniorbofællesskaber.

Læs mere og tilmeld dig webinaret

Mere om seniorbofællesskaber

Pulje til seniorbofællesskaber

Kommuner kan søge støtte til etablering af almene familieboliger, der indrettes som seniorbofællesskaber. Seniorbofællesskaberne kan etableres som nybyggeri, ved på- eller tilbygning til eksisterende ejendomme eller ved erhvervelse og eventuel ombygning af eksisterende beboelsesejendomme, der ikke er opført med offentlig støtte.

03-11-2026

Webinar: Pulje til Seniorbofælleskaber

Landsbyggefonden afholder webinar om puljen til seniorbofælleskaber i november 2026.