Gå til hovedindhold
15-04-2020LBF Orienterer

LBF Orienterer 824: Ny IT-platform med geografien i centrum - AlmenGIS

Landsbyggefonden har udviklet et nyt selvbetjeningsværktøj AlmenGIS, som nu er tilgængeligt via fondens hjemmeside. AlmenGIS (GIS=geografisk informationssystem) sætter geografien af almene boliger i centrum, da den giver boligorganisationer og kommuner m.fl. mulighed for at opnå et geografisk overblik over almene boligafdelinger og aktive sager i Landsbyggefonden.

AlmenGIS vil give et visuelt overblik over følgende sagstyper i Landsbyggefonden: boligsocial indsats, renoveringsstøtte, infrastruktur, kapitaltilførsel, huslejestøtte og regnskabsgennemgang.

Værktøjet formidler udvalgte informationer om de enkelte boligafdelinger og byggeafsnit på en enkel og overskuelig måde. Dette giver mulighed for at se på tværs af byggetekniske, økonomiske- og sociale faktorer i de enkelte almene boligafdelinger. Samtidigt tilbyder løsningen en let overgang til Landsbyggefondens øvrige selvbetjeningsværktøjer, samt en række offentligt tilgængelige kortløsninger og registre, fx til skråkort, Plandata.dk og BBR.

AlmenGIS tilgås via fondens hjemmeside under selvbetjeningsværktøjer, og der logges på med NemID medarbejdersignatur. Boligorganisationer kan se egne aktive sager på de enkelte boligafdelinger, og kommunerne kan se alle aktive sager på boligafdelinger indenfor kommunegrænsen, samt afdelinger udenfor kommunegrænsen, som kommunen måtte være tilsyn for. Boligorganisationernes revisorer har ligeledes adgang til at se sager på boligafdelingerne på de boligorganisationer, som de er revisor for.

Regnskabsgennemgangssager viser alle sager fra 2018 og frem under den pågældende boligorganisation. Der vises således både aktive og lukkede for denne sagstype.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Landsbyggefondens Center for Særlig Driftsstøtte, Anita Pedersen, telefon 3376 2114.

Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN