Gå til hovedindhold
19-08-2022LBF Orienterer

LBF Orienterer 916: Registrering af personer under oplæring

Folketinget har vedtaget ændringer i udbudsloven og tilbudsloven, som trådte i kraft 1. juli 2022. Ændringerne har til formål at fremme brugen af personer under oplæring ved gennemførsel af offentlige kontrakter heriblandt bygge- og anlægskontrakter.

Krav om 14 pct. af personer under oplæring

Med Grøn boligaftale 2020 blev det besluttet at mindst 14 pct. af de beskæftigede ved alment nybyggeri og renovering, som støttes af Landsbyggefonden, skal være lærlinge i praktik. Målsætningen har til formål at sikre, unge og voksne i håndværksfagene i fremtiden kan komme i oplæring.

De nye ændringer i udbudsloven og tilbudsloven betyder, at ordregivere i deres kontrakter skal stille krav om anvendelse af "personer under oplæring" og ikke "lærlinge". Der er i udbudsloven og tilbudsloven oplistet en række tilfælde, hvor ordregiver kan undlade at stille krav om anvendelsen.

Hvad er en person under oplæring?

Med personer under oplæring menes personer under uddannelse inden for uddannelser, der er godkendt af myndigheder eller arbejdsmarkedets parter, og hvor praktik-, elev eller lærlingeforhold indgår som en del af uddannelsen, eller personer under anden oplæring. Anden oplæring kan eksempelvis være oplæring under kontraktpartens opsyn med henblik på, at personen opnår den nødvendige faglighed til efter endt oplæring at kunne varetage de pågældende opgaver selvstændigt. Det er imidlertid ikke et krav, at personen færdiggør sin oplæring i løbet af den pågældende offentlige kontrakt.

Oplæringsberegning

Landsbyggefonden har udarbejdet en teoretisk beregningsmodel, der udregner antallet af personer under oplæring, som en byggeplads skal beskæftige for at indfri 14 pct. kravet. Modellen vil blive brugt i Landsbyggefondens kommende selvbetjeningsløsning Lærlingeindberetning.

I modellen indtastes de samlede håndværkerudgifter inkl. byggeplads og moms for både den støttede og ustøttede del af helhedsplanen ved Skema B, hvorefter modellen beregner det krævede antal 'oplæringsårsværk' på byggepladsen. Beregningen er en teoretisk beregningsmodel. Det reelle potentiale for den enkelte byggesag kan variere afhængigt af byggeriets oplæringsegnethed. Beregningen er baseret på Nationalregnskabets Input-Outputtabeller.

Hent og læs mere om beregningsmodellen på lbf.dk: Personer under oplæring - Landsbyggefonden (lbf.dk)

Lærlingeindberetning

Alle nybyggerisager og renoveringsstøttesager vedr. tilsagnsrammen 2020-26 skal løbende registrere antallet af personer under oplæring i årsværk under hele renoveringen og opførslen af alment nybyggeri. Den løbende registrering skal indberettes årligt til Landsbyggefonden i den kommende Lærlingeindberetning.

Det er boligorganisationernes ansvar at efterleve indberetningskravet. Når indberetningssystemet er færdigudviklet, kan denne og dens brugervejledning findes under selvbetjeninger på lbf.dk. Første indberetning for året 2022 skal ske i sommeren 2023.

Lærlingeindberetningen udregnes byggesagens oplæringsandel på baggrund af den teoretiske beregning af antallet af fuldtidsbeskæftigede og det reelle antal årsværk for beskæftigede personer under oplæring i byggefasen.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Anita Pedersen på 3376 2114, mail ape@lbf.dk.

Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN