Gå til hovedindhold
10-02-2023LBF Orienterer

LBF Orienterer 937: Almene boligafdelingers udgifter til andre renter 2014-2021

I 2021 er de almene boligafdelingers udgifter til andre renter 10,3 kr. pr. m2 i gennemsnit. Det er en stigning på 472 % i forhold til 2020. Fra 2014 til 2020 var afdelingernes udgifter til andre renter ca. 1-2 kr. i gennemsnit. Det viser en ny temastatistik fra Landsbyggefonden.

De stigende udgifter til andre renter i 2021 kan især tilskrives stigende udgifter til renter af gæld til boligorganisationerne. Her er udgifterne steget fra under 1 kr. pr. m2 i det meste af perioden 2014 til 2020 til 8,7 kr. pr. m2 i gennemsnit i 2021. Renter af gæld til boligorganisationen dækker især over kurstab på organisationernes obligationsbeholdninger.    

Godt 3/4 af alle boligafdelinger har udgifter til renter af gæld til boligorganisationen i 2021. I 2020 var det under hver 4.  afdeling.

Udgifterne til både renter af gæld til boligorganisationen og de samlede andre renter er højest i Region Midtjylland, i boligafdelinger ibrugtaget før 1983 samt i boligafdelinger med regnskabsafslutning efter 1. september.

Kontoen for andre renter dækker udover kurstab på organisationernes obligationsbeholdninger også morarenter af prioritetsydelser, dvs. for sent betalte forfaldne prioritetsydelser, og diverse renter som dækker over forrentning af tidligere foretagne henlæggelser for at inflationssikre disse.   

Opgørelsen er baseret på udtræk fra Landsbyggefondens Regnskabsdatabase.

Temastatistikken har sammen med fondens øvrige statistikker og analyser bl.a. til hensigt at være en hjælp i budgetlægningen, at bidrage til at udbygge referencerammen for forvaltningsrevision, herunder sammen­ligning, benchmark og effektivitetsopfølgning samt at bidrage til styringsdialogen mellem boligorganisationer og kommuner.

Statistikken foreligger som en webpublikation og kan hentes på fondens hjemmeside http://lbf.dk/analyser/statistikker-og-analyser/temastatistikker/.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Center for Almen Analyse, Morten Biering på 3376 2148, mail mbi@lbf.dk eller Evy Ivarsson Nielsen på 3376 2126, mail eni@lbf.dk.

Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN