- Hjem
- LBF Orienterer 994: Anvisninger i den almene boligsektor 2023
LBF Orienterer 994: Anvisninger i den almene boligsektor 2023
Der blev anvist 82.906 boliger i den almene boligsektor i 2023 viser en ny temastatistik fra Landsbyggefonden. Det svarer til, at hver syvende bolig i den almene boligsektor skiftede beboere i løbet af 2023.
Antallet af anvisninger fordelt på anvisningstyper indgår som centralt nøgletal i boligorganisationernes årlige styringsdialog med kommunerne.
Temastatistikken er baseret på et udtræk af Huslejeregistret og viser antallet af anvisninger fordelt på typer i de enkelte måneder i 2023. Antallet af anvisninger er størst i august og lavest i april.
Størstedelen af boligerne anvises via ekstern venteliste, 63,3 %, medens kommunal anvisning af boliger er den næstmest benyttede type, 17,4 %. Siden 2022 er andelen af kommunale anvisninger faldet, mens andelen af anvisninger via ekstern venteliste er steget.
I løbet af 2023 har 10,9 % af familieboligerne fået nye beboere, mens det samme gælder for 24,3 % af ældreboligerne og 39,3 % af ungdomsboligerne.
Der er store regionale forskelle på antallet og typen af anvisninger. Antallet af anvisninger i Region Nordjylland og Region Sjælland er omkring det halve af de øvrige regioner. I Region Hovedstaden er antallet af anvisninger set i forhold til det samlede antal boliger i regionen lavest. Anvisningsmønstret i Region Hovedstaden adskiller sig fra de øvrige regioner ved en større andel af kommunalt anviste boliger og en relativt lavere andel af anviste boliger via ekstern venteliste.
Temastatistikken har sammen med fondens øvrige statistikker og analyser bl.a. til hensigt at være en hjælp i budgetlægningen, at bidrage til at udbygge referencerammen for forvaltningsrevision, herunder sammenligning, benchmark og effektivitetsopfølgning samt at bidrage til styringsdialogen mellem boligorganisationer og kommuner.
Statistikken foreligger som en webpublikation og kan hentes på fondens hjemmeside.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Center for Almen Analyse, Henning Kjær Rasmussen på 3376 2128, mail hkr@lbf.dk eller Evy Ivarsson Nielsen på 3376 2126, mail eni@lbf.dk.
Med venlig hilsen
LANDSBYGGEFONDEN