Gå til hovedindhold

Boligorganisationernes dispositionsfondsmidler 2024

Denne statistik belyser udviklingen i boligorganisationernes disponible dispositionsfondsmidler i 2024 og viser forskelle på tværs af regioner og organisationsstørrelser. Statistikken kan anvendes i den lokale styringsdialog og giver overblik over både niveau, udvikling og anvendelse af dispositionsfonden – herunder i forhold til tab ved lejeledighed og fraflytninger.

Hvad omfatter denne temastatistik?

Temastatistikken giver indblik i udviklingen i boligorganisationernes disponible dispositionsfondsmidler i regnskabsåret 2024. Statistikken dækker samtlige almene boligorganisationer i Danmark og tager udgangspunkt i saldoen pr. lejemålsenhed – et centralt nøgletal i den almene styringsdialog. 

Dispositionsfonden er boligorganisationens egen reserve, der kan bruges til at støtte økonomisk trængte afdelinger, dække tomgangsleje eller finansiere ekstraordinære udgifter. Midlerne stammer fra afdelingernes årlige bidrag og skal anvendes i overensstemmelse med lovgivningen. 

Statistikken undersøger både niveauet og udviklingen fra 2023 til 2024, og den giver samtidig et overblik over til- og afgange til fondene. Endelig belyses betydningen af boligorganisationens størrelse og geografi for udviklingen i fondsmidlerne.

Hovedkonklusioner

  • Tab på lejeledighed og fraflytninger udfordrer flere boligorganisationer.
    Flere boligorganisationer har i 2024 oplevet tab som følge af lejeledighed og fraflytninger. I 38 organisationer oversteg disse tab halvdelen af både deres samlede disponible midler og årets tilgang til dispositionsfonden. Organisationerne med størst tab findes primært blandt dem med i forvejen lave fondsmidler.
  • Store regionale forskelle i dispositionsfondene
    Medianen for boligorganisationernes disponible midler er steget svagt til 6.974 kr. pr. lejemålsenhed i 2024 – en stigning på 1 % fra året før. Alligevel er der store regionale forskelle. Organisationer i Region Nordjylland har ofte lavere midler og oplever oftere fald i fondene.

  • Svindende råderum blandt en del boligorganisationer
    201 boligorganisationer har oplevet fald i deres dispositionsfond i 2024. Medianen for disse organisationer er 4.753 kr. pr. lejemålsenhed – væsentligt lavere end medianen blandt organisationer med stigende midler (8.589 kr.).

Bagom statistikken

Tallene stammer fra boligorganisationernes årsregnskaber og Landsbyggefondens indsamling af nøgletal. Opgørelserne dækker både medianer og fraktiler, og datamaterialet anvendes i den løbende styringsdialog mellem boligorganisationer og kommuner. Datamaterialet i denne temastatistik kan suppleres med yderligere analyser i Landsbyggefondens Datavarehus. For interesserede er der adgang til appendikser og detaljerede tabeller i den fulde rapport.