- Hjem
- Landsbyggefonden sætter boligområdernes fremtid på dagsordenen

Landsbyggefonden sætter boligområdernes fremtid på dagsordenen
Landsbyggefonden sætter på Folkemødet fokus på to aktuelle samfundsudfordringer: klimatilpasning af boligområder og et boligmarked i ubalance. Gennem debat, data og oplevelser sættes fokus på den almene sektors rolle i fremtidens løsninger.
Skybrud, stigende grundvand og stormflod er ikke længere fremtidsscenarier. Det påvirker allerede danske hjem og boligområder – og stiller nye krav til, hvordan vi planlægger og udvikler byer og boliger.
På årets Folkemøde inviterer Landsbyggefonden derfor til arrangementet Når vandet kommer – en fortælling om klima, boliger og håb.
Debatten bevæger sig fra personlige erfaringer med oversvømmelser og klimabekymringer til konkrete bud på klimatilpasning i praksis. Fokus er på, hvordan data og viden kan hjælpe boligorganisationer og kommuner med at prioritere indsatsen og styrke planlægningen.
Arrangementet tager afsæt i Landsbyggefondens arbejde med Almen Klimakortlægning og AlmenGIS, som giver overblik over oversvømmelsesrisici ved almene bygninger. Det gør klimadagsordenen konkret: Hvor er bygningerne mest udsatte? Hvilke typer vand udgør en risiko? Og hvordan omsætter vi indsigt til handling?
Medvirkende er blandt andre moderator og tidligere vejrvært Nina Bendixen, direktør i Klimatorium Lars Nørgaard Holmegaard, direktør Pia Lyngdrup Nedergaard fra ØsterBO, præst Signe Danielsen samt flere stemmer med erfaringer fra praksis. I forlængelse af arrangementet er der koncert med Peter Sommer og Palle Hjort.
Landsbyggefonden står også bag debatten Fra boliglås til boligløsning, som sætter fokus på et boligmarked i ubalance med prispres i de større byer, låste flyttekæder og affolkning i andre dele af landet.
Begge arrangementer tager afsæt i aktuelle samfundsudfordringer med relevans for den almene sektor – og viser, hvordan Landsbyggefonden omsætter viden og data til konkrete redskaber.
Læs mere om Landsbyggefondens arrangementer på Folkemødet – og se, hvordan AlmenGIS kan bruges i arbejdet med klimaudsatte bygninger.
Besøg også:


